Powered By Blogger

onsdag den 20. juni 2012

Taadaa! En ny reol er kommet til verden :)

Det er læææænge siden, at jeg postede "der er noget i gære.." indlægget, og NU skal I da se, hvad det er blevet til - nemlig en reol!


Vi har længe ledt efter et møbel til entréen, så vi kunne holde styr på alt fra små vanter, myggenet til barnevognen, tørklæder til sko i alle størrelser. Dét perfekte møbel fandt vi ikke, så hvorfor ikke lave det selv?

Reolen blev til et projekt for hele familien :) 

Man skal bruge:
-støberør i forskellig størrelse (fås bl.a. hos Biltema)
-sandpapir
-maling 
-baggagerem (fås bl.a. i Silvan)








Støberørene saves i ønsket bredde - vi fik 4 stykker af hvert rør. Kanterne slibes med lidt sandpapir, så de bliver fine glatte :) Så skal alle rørene males, og jeg valgte at afslutte med en klar lak, så de kan holde til at blive tørret af med en fugtig klud :)

Så skal rørene blot samles i ønsket højde/bredde og samles med en baggagerem - taadaa :)






tirsdag den 22. maj 2012

De lyserøde cykeltrøjer!

Byen havde for nylig fornemt besøg af Giro d'Italia, og junior havde glædet sig meget til "det store cykelløb", som de også havde snakket om i børnehaven.

Jeg havde egentlig tænkt mig at købe nogle cykeltrøjer til ungerne - så fik de også et minde om den dag Giroen var i Horsens - men ak, jeg fandt ingen cykeltrøjer i børnestørrelse.

Ergo gør mor det selv.

Løsningen på drengenes cykeltrøjer blev nogle (meget!) pink bodyer med print på. Juniors body blev dog klippet over, at det var en bluse i stedet for ;-) Teksten blev skrevet på computeren, printet ud på transferpapir og strøget på. 

Lyder det simpelt? Det burde det også være - hvis det ikke lige var for ammehjernen! Til andre eventuelt hæmmede mødre, som vil give sig i kast med transferpapir, kan jeg give følgende råd med på vejen:

- Husk at spejlvende motivet inden det printes..
- Stryg det godt, ellers falder motivet af..
- Lad være med at stryge ved for høj varme, så smelter det..

Ej, svært er det jo ikke, og jeg kan bestemt godt forestille mig at lave bluser til ungerne igen en anden gang, fx. fødselsdagsbluser, sommerferiebluser, en sjov besked til bedsteforældrene eller lignende. Projektet var i hvert fald et hit hos Junior, som var voldsomt stolt over blusen og især navnet på ærmet :-)


God fornøjelse :-)


PS: Ikke ét ord om, at der på selve dagen var masser af trøjer til salg i hele byen...

tirsdag den 8. maj 2012

Der er noget i gære..

..hvad kan det mon være?

Og endnu mere spændende, hvornår mon det bliver færdigt? ;)

onsdag den 18. april 2012

Note to self

Jeg er så småt begyndt at tø ammehjernen op og fumler med de første spænde ansøgninger til det dersens job-halløj, som jeg skal have skaffet.


Jeg opdaterer mit CV, tjek!

Jeg laver en smart ansøgning, tjek!

Jeg vedhæfter et billede, øhh...


Note to self: tag et billede uden gravid mave, uden en unge på armen og uden alt for uglet hår. Tjek.

DIY: pep børneværelset op!

Da jeg i sin tid skulle indrette juniors værelse, var jeg på jagt efter de helt perfekte ting til at peppe lidt op - og her 3 år efter er to af yndlingstingene de hjemmelavede :)

Jeg fandt en simpel træskammel i Lidl (til den nette sum af 35 kr) i ubehandlet træ. Den fik en omgang hvid grunder og en fed turkis farve, som såmænd er en farveprøve til 25 kr fra Flügger. For lige at give skamlen det sidste "pep" klippede jeg omridset af juniors hænder ud i wallstickerfolie og taadaa! 

Efter en måneds tid på værelset, fandt jeg dog på at give den en omgang spraylak, så den nu kan tørres af med en klud uden problemer :)



Sættekasser er jo yderst moderne igen, og her er mit beskedne bud :) Selve kassen er fundet på loppemarked til en flad 10'er, og igen er der brugt hvid grunder, farveprøver og wallstickerfolie :) Og derefter en omgang lak. 

Mulighederne er uendelige! Og jeg skal snart have lavet en sættekasse mere - for lillebror skal da også have en ;)




tirsdag den 3. april 2012

Påskestemning

Det summer af påske herhjemme - jeg har for første gang pyntet op og lavet påskeæg!

Vi  har hentet grene i haven, som er pyntet med æg fra Søstrene Grene, små kyllinger fra den lokale hobbybiks samt lidt hjemmelavet pynt af cernit :)

Cernitten er købt hos den lokale, men fås mange steder, og jeg har brugt stempler fra Søstrene Grene :) Vupti vupti, 30 min. i ovnen på 110 grader og så er der hjemmelavet pynt i friske farver :-D






Påskeæggene er lavet af smuldret chokoladekage (rester) blandet med ganache (halv fløde, halv smeltet chokolade) - dette moses godt sammen, formes som æg, og pyntes med overtræksmarcipan. Nøj det drillede! Deraf det noget hjemmelavede look ;) Og nej, sukkerfigurerne er dog ikke hjemmelavede, så kreativ er jeg desværre ikke helt!



GOD PÅSKE!

fredag den 30. marts 2012

Der bor en bager..

Junior har sidste dag i vuggestuen i dag (hvor er tiden dog blevet af?!) og er blevet sendt afsted med boller til ungerne :)

Han var helt vild for at hjælpe med at bage, og har selv bestemt, at det skulle være grønne biler og gule stjerner! Opskriften er den klassiske fødselsdagsbolle-a-la-farmor, blot tilsat frugtfarve og stukket ud med forme :)

Find opskriften her


 Det er nu hyggeligt med biler og stjerner :)

En stolt junior i køkkenet :)
Han var ren da vi startede, men pludselig var der mel over det hele ;)

tirsdag den 27. marts 2012

Krea-mor

Jeg er blevet bidt af strygestof! En fantastisk opfindelse for sådan en som mig, der ikke kan finde ud af at lave applikationer på traditionel vis med symaskine ;)

Foreløbig er der masseproduceret savlesmække, men der er flere krea-projekter på vej!


 

fredag den 23. marts 2012

I love...

Denne skønne skænk fra bolia.dk og hvis jeg havde 9000 kr til overs, så flyttede den ind i morgen!

mandag den 19. marts 2012

DIY på 20 min!

DIY - do it yourself, er et hit herhjemme! Meeen, som travl børnefamilie er det ikke altid tiden lige er der ;)

Så hermed starter jeg en kategori af DIY på 20 min. :-D

Det første indlæg er inspireret af, at vi ikke havde tid til (læs: havde glemt..) at få malet den gamle trip trap stol til junior, da babyen skulle overtage den med bøjle. Hvad gør man så, for at overbevise en dreng på knap 3 år, at den gamle stol i kælderen er meget federe?

Man tegner biler på den!

Mor fandt lynhurtigt nogle inspirationsbilleder på nettet, skitserede over på bagepapir og videre på stolen, som så blev tegnet på med noget så fornemt som en sprittus!

Det var tænkt som en lynhurtig og meget midlertidig løsning - men junior ELSKER sin nye, seje stol :-D


lørdag den 7. januar 2012

Første indlæg!

Hurra!

Min helt egen notesblog og endda af den slags, som ikke bliver væk! ..med mindre jeg da glemmer mit password, hvilket jeg lige så godt kan indrømme, ikke er helt utænkeligt. Velkommen til livet med ammehjerne. Og velkommen til min kamp imod den!

Jeg håber at kunne fange jeres interesse og jeg har det som et af mine (mange) nytårsforsæt at blogge jævnligt. Bemærk venligst at jævnligt kan fortolkes på mange måder - smart ik? ;) Fx. oprettede jeg bloggen her d. 2. januar, og det er først i dag d. 7., at jeg får tid til at skrive det første indlæg. Hmm, det må jeg kunne gøre bedre! Jeg ved ikke engang hvad jeg har lavet i løbet af ugen, den er bare forsvundet på mystisk vis - lige som de små sokker i vaskemaskinen. (Helt seriøst, HVOR forsvinder alle de sokker hen??)

Jeg må hellere indrømme, at dette er min første blog, og at jeg ikke er særlig erfaren ud i blogland. Så hvis jeg blogger forkert, er det fordi jeg er helt ny på det område. Jeg ved ikke engang, om man overhovedet kan blogge forkert..?

Nå, jeg vil lægge hovedet i blød for at finde på interessante emner at skrive om :)

God læselyst!